F.O.T.T.® konceptet i detaljer

 

De grundlæggende tanker og fremgangsmåden i Facial-Oral Tract Therapy - F.O.T.T.®

  • De facio-orale funktioner, vejrtrækning, synkning af mundvand, indtagelse af mad og drikke, tale, orale rensebevægelser mv. foregår og skiftes på en koordineret måde. Hele kroppen er involveret.
  • Neurologiske læsioner og sygdomme påvirker ofte alle disse områder, dvs. dysfagi forekommer sjældent isoleret.
  • Grundlaget for fremgangsmåden er viden om normal bevægelsesadfærd og de deraf resulterende aktiviteter og bevægelsessekvenser i ansigt, mund og svælg. Hertil kommer den nøjagtige analyse af forandret bevægelsesadfærd. De samlede problemstillinger ses i forbindelse med den eksisterende sygdom og de deraf følgende problemer for personen i hverdagen.
  • Grundlaget er også viden om neuroplasticitet. (1)

 

Grundlæggende

F.O.T.T.® blev udviklet af Kay Coombes, en engelsk taleterapeut og Bobath Tutor, i 1970'erne sammen med sine kolleger. Konceptet tager udgangspunkt i Bobath konceptet, en neurofysiologisk behandlingstilgang, udviklet af Berta og Karel Bobath.

Konceptet udvikles kontinuerligt og integrerer aspekter af Affolter-Modellen samt aktuelle neurovidenskabelige modeller såsom principperne for motorisk læring og neuroplasticitet.

F.O.T.T.® er integreret i et hverdagsorienteret og interprofessionel 24-timers koncept. Kontinuiteten i terapeutiske og plejerelaterede interventioner bliver sikret af det tværfaglige samarbejde af de forskellige professioner. Pårørende bliver, såfremt de ønsker det og har mulighed for det, integreret og vejledt.

 

Formål

Patienten/borgeren hjælpes til at anvende funktionerne i ansigt, mund og svælg så sufficient og funktionelt som muligt. Derved forebygges komplikationer.

Terapeutiske og plejemæssige tiltag starter så tidligt som muligt og foregår struktureret og regelmæssigt. Især hos den svært ramte patient/borger kan dette forebygge og afhjælpe hypersensibilitet omkring hænder, ansigt og mund, som ofte forhindrer tilstrækkelig mundhygiejne og andre relevante terapeutiske interventioner.

 

Metoder

F.O.T.T.® anvender meningsfulde, individuelt og terapeutisk varierede dagligdagsaktiviteter i behandlingen i stedet for standardiserede øvelser.

Bevægelser og funktioner faciliteres. Om nødvendigt arbejdes med kroppens anatomi og funktioner med det formål at bibeholde/genvinde musklernes, nervesystemets og bindevævets mobilitet. (1)

F.O.T.T.® er en ICF-orienteret, struktureret og målrettet tilgang til undersøgelse og behandling af neurogene problemer ved synkning, indtagelse af mad og drikke, ansigtsudtryk, mundhygiejne, vejrtrækning, stemme og tale hos patienter/borgere i alle aldre.